Tre dage i Jyllingevej: Karens første feltarbejde

Karen og de første frygtsomme skridt

Karen meldte sig til kurset i begyndelsen af efteråret. Hun havde fotograferet familie og landskaber i mange år, men aldrig mennesker, hun ikke kendte. Til første undervisningsgang sagde hun ærligt, at hun var bange for at være til besvær. Det er en af de mest almindelige bekymringer, jeg hører, og den fortjener at blive taget alvorligt.

Vi talte om, at feltarbejde ikke handler om at fange noget hurtigt og gå igen. Det handler om at være til stede længe nok til, at folk holder op med at tænke på kameraet. Karen valgte selv et område: en lille gade med bager, cykelsmed og et par opgange, hvor hun kendte én enkelt person i forvejen.

Vi aftalte, at hun skulle bruge tre dage på stedet, ikke tre timer. Den ramme gjorde hende roligere, fordi hun kunne sige til sig selv, at hun ikke behøvede at få det hele med første dag.

Første dag: at gå rundt uden at tage billeder

Jeg bad Karen om at have kameraet i tasken størstedelen af den første dag. Hun gik gaden igennem, købte brød, satte sig på en bænk og sagde goddag til dem, hun mødte. Det føltes for hende som spildtid, men det er netop her, grunden lægges.

Hun begyndte en samtale med cykelsmeden, som hed Henrik. Han spurgte, hvad hun lavede, og hun forklarede det enkelt: hun øvede sig i at fortælle om en hverdag i kvarteret og ville gerne følge hans værksted nogle dage. Han trak på skulderen og sagde, at der ikke var meget at se.

Det er et typisk svar. Folk undervurderer ofte deres egen hverdag. Karen lærte at lade den bemærkning stå og i stedet spørge, hvornår på dagen der var mest gang i værkstedet.

• Gå gaden igennem uden kamera fremme
• Præsenter dig selv og dit formål med få ord
• Spørg om tidspunkter, ikke om tilladelse til alt på én gang

Aftalerne gør billederne mulige

Anden dag kom kameraet frem. Karen havde sammen med Henrik lavet en enkel aftale: hun måtte være i værkstedet om formiddagen, fotografere hans hænder og værktøj, og hun ville vise ham billederne bagefter. Han måtte sige til, hvis et billede ikke føltes rigtigt.

Den aftale betød mere, end hun havde regnet med. Hun stod ikke længere og snuppede billeder, men arbejdede inden for en ramme, begge parter kendte. Hendes skuldre sænkede sig, og det kunne ses i billederne, som blev roligere og mere nære.

Jeg minder altid kursisterne om, at en aftale ikke er en formalitet. Den er selve fundamentet for tilliden, og tilliden er det, der gør det muligt at komme tæt på uden at tage noget fra nogen.

Lyset i et værksted og en bagerbutik

Det praktiske kom også i spil. Værkstedet havde kun ét vindue og et par lysstofrør, og Karen kæmpede de første timer med skygger og et koldt, fladt lys. Vi havde øvet kameraets indstillinger i studiet, men det er noget andet at stå med dem på rigtigt.

Hun fandt ud af at flytte sig, så vinduet kom ind fra siden, og at bede Henrik om at arbejde ved bordet tættest på dagslyset. Hun spurgte, og han flyttede sig uden besvær. Det lille greb gav billeder, hvor hans ansigt og hænder stod tydeligt frem.

Om eftermiddagen gik hun til bageren, hvor morgenlyset var forbi. Der lærte hun at bruge det varme lys fra disken og at acceptere en vis kornethed i stedet for at skrue op for følsomheden uden omtanke.

• Stil dig, så vinduet lyser fra siden
• Bed om små justeringer, ikke store omvæltninger
• Accepter lidt korn frem for et fladt billede

Tredje dag: det uventede billede

På den sidste dag skete det, Karen ikke havde planlagt. En ældre kunde kom ind med en cykel, der havde stået i skuret i årevis, og Henrik og kunden begyndte at tale om, hvor den var købt. Karen stod stille og lyttede, og kameraet var oppe, før hun tænkte over det.

Billedet viser to mennesker, der bøjer sig over et gammelt stel, og mellem dem ligger en lang historie. Det var ikke et billede, hun kunne have iscenesat. Det opstod, fordi hun havde været der længe nok til at høre, hvornår noget begyndte at ske.

Bagefter spurgte hun kunden, om billedet måtte bruges i hendes serie. Han sagde ja og bad om at få et print. Den lille udveksling hører med til arbejdet, og den fylder mere i erindringen end selve tekniken.

Hvad Karen tog med hjem

Da vi mødtes igen, lagde Karen sine billeder frem på bordet. Hun havde noget over to hundrede optagelser og var selv overrasket over, hvor få der egentlig bar fortællingen. Vi valgte sammen otte, som hang sammen, og hun skrev korte billedtekster til hver.

Det vigtigste, hun sagde, var ikke noget om billederne. Hun sagde, at hun ikke længere var bange for at gå hen til folk. Det havde taget tre dage og en række små aftaler, ikke et stort mod, hun skulle samle op først.

Jeg synes, det er en realistisk forventning til feltarbejde: du kommer ikke hjem som en anden fotograf, men med en tryghed i at møde mennesker, som du kan bygge videre på.