Bag optagelsen: sådan arbejder vi med interview og lytning

Før samtalen: rummet og optageren

Jeg er instruktør i lys og studie, så jeg kommer til interviewøvelsen fra en lidt skæv vinkel: jeg ser først på rummet. Når vi skal øve interview, flytter vi to stole ind i et hjørne af studiet, slukker de skarpe lamper og lader dagslyset fra vinduet gøre arbejdet. En samtale lyder bedre i et stille, blødt rum, og den, du taler med, slapper hurtigere af, når der ikke står en lysstander i ansigtet.

Optageren lægger vi på et lille bord mellem stolene, ikke i hånden. Den skal næsten glemmes. Vi tester lyden i et halvt minut, afspiller et stykke og justerer afstanden, så stemmen hverken knitrer eller drukner i rumklang. Det lyder banalt, men en optagelse, du ikke kan høre igen, er en samtale, du har mistet.

Hver kursist får desuden en notesbog med få linjer i forvejen: navn, hvem vi taler med, og hvorfor. Det er alt. Lange spørgelister fører kun til, at øjnene sidder fast på papiret.

• Slå dagslys til og skarpe lamper fra
• Test optagerens afstand og afspil et stykke
• Hold notesbogen kort og åben

De første minutter bestemmer tonen

Vi starter aldrig med optageren tændt. De første minutter bruges på at tale om noget helt almindeligt: vejen derhen, vejret, en kop kaffe. Den, der er gæst i øvelsen, er en nabo eller bekendt fra Roskilde, som har sagt ja til at fortælle om sin hverdag, og vedkommende skal føle, at der er tid.

Når jeg ser kursisterne øve, er det her, de fleste skynder sig. De vil i gang, fordi tavsheden føles akavet. Jeg beder dem trække vejret og lade den anden ordne sig i stolen. Først derefter siger du, at du gerne vil tænde optageren, og spørger, om det er i orden.

Den lille handling, at spørge, før du optager, er også begyndelsen på forløbets arbejde med samtykke. Den, der siger ja til lyden, er langt mere villig til at sige noget ægte bagefter.

Åbne spørgsmål og det næste spørgsmål

Sofie, der underviser i interview og tekst, giver kursisterne én regel: spørg om det, du ikke ved, ikke om det, du allerede har besluttet dig for at høre. Et spørgsmål som Hvordan var det, da du flyttede hertil? åbner et rum. Et spørgsmål som Var det ikke svært at flytte? lægger svaret i munden på den anden.

Jeg sidder tit bagerst og lytter med. Det mest slående er, hvor ofte det bedste spørgsmål slet ikke står på papiret. Det opstår i et halvt sætning, den anden lader hænge: dengang vi havde butikken. Så er næste spørgsmål bare: Fortæl mere om butikken.

Vi øver derfor at følge, ikke at lede. Kursisten lærer at skrive et enkelt ord ned undervejs og vende tilbage til det, i stedet for at afbryde.

• Spørg hvordan og hvad, sjældent hvorfor
• Følg et ord, den anden selv bruger
• Lad spørgsmålet være kortere end svaret

Stilheden og pausen

Det sværeste at lære er at tie. Når et svar ebber ud, tæller jeg i hovedet til fem, før jeg siger noget. Ofte kommer den næste sætning i løbet af de sekunder, og den er næsten altid mere personlig end den foregående. Mange begyndere fylder pausen med et nyt spørgsmål og kommer dermed til at afbryde netop det, der var på vej.

Under øvelsen lader vi en kursist interviewe, mens en anden blot iagttager og tæller pauser. Bagefter taler vi om, hvad der skete i dem. Flere opdager, at de selv talte mere end gæsten i den første halve time.

Pausen er også et signal om respekt. Den viser, at du ikke har travlt med at få dit stof, og at den anden må tænke sig om.

Lyt tilbage: find historien, der bærer

Når samtalen er slut, sætter vi os med hovedtelefoner og lytter igen. Det er her, den egentlige redigering af tanken begynder. Kursisterne markerer tidspunkter, hvor stemmen ændrer sig, hvor der kommer en detalje, man ikke havde forventet, eller hvor den anden selv siger: det har jeg aldrig fortalt før.

Mette, som leder feltarbejdet, spørger altid til det samme: hvad ville du huske, hvis du kun måtte beholde ét minut? Ofte er det ikke det, man kom for. Én kursist ville fortælle om en bageri-historie og endte med at høre om en mors sidste jul.

Det valg, hvilket minut der bærer, bliver bagefter styrende for billederne. Det er sjældent noget, du kunne have planlagt på forhånd.

• Markér tidspunkter, hvor stemmen ændrer sig
• Notér detaljer, du ikke forventede
• Find det ene minut, du ville beholde

Efter samtalen: tak og tilbagemelding

Sidste del af øvelsen sker uden optager. Vi takker, spørger om der er noget, gæsten fortryder at have sagt, og aftaler, hvordan vedkommende får lov at høre, hvad vi bruger. Den samtale tager ofte lige så lang tid som en af de første.

Jeg har set, hvor meget tilliden vokser, når en kursist ringer to dage senere og fortæller, hvad der er kommet ud af samtalen. Gæsten føler sig ikke brugt, men medskaber. Det gør det også lettere at komme tilbage, hvis historien kræver flere besøg.

Lydfilerne gemmer vi med navn og dato og sletter dem, når forløbet er slut, hvis gæsten ønsker det. Det er en del af den ansvarlighed, vi vil have kursisterne til at tage med sig ud i lokalsamfundet.