Hvor mange billeder skal der være i en serie, og hvordan vælger du dem?

Spørgsmålet, der kommer hver gang

Når vi nærmer os redigeringsmodulet, rækker nogen næsten altid hånden op med det samme spørgsmål: hvor mange billeder skal en serie have? Jeg forstår godt, at man gerne vil have et tal at holde sig til, for efter et feltarbejde ligger der ofte flere hundrede optagelser på computeren, og de føles alle sammen som noget, man har kæmpet for. Det ærlige svar er, at der ikke findes et rigtigt tal, men der findes en retning.

I vores forløb ender de fleste serier på mellem seks og tolv billeder. Det er ikke en regel, vi har fundet på for at gøre det nemt, men et erfaringsmål: under seks er det svært at nå en bevægelse fra begyndelse til slutning, og over tolv begynder billederne at gentage hinanden, så læseren mister overblikket. I de her efterårsuger, hvor mange af jer sidder med materiale fra feltarbejdet, er det et godt sted at starte.

Start med historien, ikke med de bedste billeder

Den mest almindelige fejl er at sortere efter, hvilke billeder man selv synes er flotte. Det giver en samling gode enkeltbilleder, men sjældent en serie. Jeg beder derfor kursisterne om at lægge kameraet fra sig og skrive to sætninger om, hvad serien handler om, før de åbner en eneste fil. Hvem er personen eller stedet, og hvad vil du have, at en fremmed forstår efter at have set billederne?

Når de to sætninger står der, bliver sorteringen pludselig mere nøgtern. Et billede, der er teknisk perfekt, men ikke tilfører noget til de to sætninger, må ofte ud. Omvendt får et lidt uskarpt billede af en hånd, der holder en kop, nogle gange lov at blive, fordi det siger noget om stedet, som de store portrætter ikke gør. Det kan være svært at give slip, men det er her, serien bliver til.

• Skriv serien ned i to sætninger, før du sorterer
• Marker først alt, der understøtter de to sætninger
• Vent med at vurdere skarphed og farver til anden runde

Den første udskæring: fra hundreder til tyve

Jeg anbefaler at arbejde i runder frem for at forsøge at nå det endelige udvalg i ét hug. I første runde går du hurtigt igennem alle billederne og markerer dem, der på nogen måde peger mod historien. Vær ikke kræsen endnu. Målet er blot at komme fra flere hundrede til omkring tyve, så du har noget overskueligt at arbejde med.

Mange kursister oplever, at dette trin går hurtigere, end de havde frygtet, fordi de allerede ved, hvad de leder efter. Det, der tager tid, er at turde fjerne de næsten ens billeder. Hvis du har fem varianter af samme smil, så vælg ét, og gør det med det samme. Du kan altid hente de andre frem igen, men du skal ikke bruge energi på at sammenligne dem hver gang, du åbner mappen.

Beskæring: fjern det, der ikke hører til

Beskæring er ikke kun til at rette et skævt billede. Det er også et værktøj til at fortælle tydeligere. Et portræt af en ældre mand ved et vindue kan have en halv dørkarm i kanten, som trækker blikket væk fra hans ansigt. Ved at skære den væk får du ikke et andet billede, men et mere ærligt udtryk for det, du lagde mærke til i situationen.

Jeg opfordrer dog til at beskære med måde og til at holde dig til ét format gennem hele serien, hvis det er muligt. Skifter du mellem stående, liggende og kvadratiske billeder uden grund, virker serien rodet. Et fælles format giver ro og lader læseren koncentrere sig om indholdet. Vil du bryde formatet, så gør det som et bevidst valg, for eksempel til det ene billede, der skal stå alene.

• Beskær for at styrke motivet, ikke for at redde et dårligt billede
• Hold samme format, medmindre du har en grund
• Tjek, at kanterne ikke afslører noget, personen ikke har givet samtykke til

Rækkefølgen: sådan får serien en begyndelse og en slutning

Sekvensering er der, hvor en samling billeder bliver til en fortælling. Jeg plejer at bede kursisterne om at printe udvalget i lille format og lægge det ud på et bord. Så kan man flytte rundt med hænderne, og det giver en helt anden fornemmelse end at trække filer rundt på skærmen. Start med et billede, der sætter stedet eller personen i kontekst, og slut med et, der efterlader et eftertænksomt indtryk frem for en konklusion.

I midten må rytmen gerne veksle mellem nære og fjerne billeder, mellem rolige og livlige. Læg mærke til, hvilke billeder der naturligt hører sammen, og hvilke der trækker i hver sin retning. Hvis to billeder konkurrerer om opmærksomheden, når de står ved siden af hinanden, så flyt det ene. Og vær ikke bange for at spørge en anden: En ny person ser ofte med det samme, hvor serien hakker.

Billedtekster, der klæder billederne

Til sidst kommer teksterne. En billedtekst skal ikke forklare det, man allerede kan se, men give det, billedet ikke kan sige selv: et navn, et sted, en bemærkning fra interviewet. Jeg beder kursisterne holde sig til én eller to korte sætninger pr. billede og skrive, som de ville tale til en nabo. Den tone passer godt til historier fra lokalsamfundet.

Husk også at lade den fotograferede læse teksten igennem, før serien deles. Det er en del af den respekt, vi arbejder med gennem hele forløbet, og det fanger ofte små fejl i stavemåder eller årstal. Når teksterne sidder, så læs serien højt fra start til slut. Hvis noget føles overflødigt eller gentager sig, er det som regel et billede eller en tekst, der kan skæres væk.

• Navn og sted først, derefter et enkelt citat eller en iagttagelse
• Undgå at gentage det, billedet allerede viser
• Lad den fotograferede læse teksten igennem