Samtykkeblanketten og samtalen: vores redskaber til etik i felten

Hvorfor vi bruger faste redskaber

Når du står foran et menneske med et kamera, har du brug for mere end gode intentioner. Det har jeg lært gennem mere end ti år med lokale fotohistorier. Intentioner svigter, når man er nervøs, når lyset forsvinder, eller når en person pludselig siger noget, der gør billedet stærkt. Derfor arbejder vi på kurset med nogle få faste redskaber, som du kan tage med ud i felten.

Redskaberne er ikke tunge. Det er en enkelt side papir, en samtale og en vane med at vise billederne frem. Tilsammen giver de dig et sprog til at tale om privatliv og ansvar, så du ikke skal opfinde det på stedet. Du øver dem i studiet, før du møder rigtige mennesker i byen, så de sidder i hænderne, når det gælder.

Samtykkeaftalen på én side

Det første redskab er en kort skriftlig aftale, som du udfylder sammen med den, du fotograferer. Den er skrevet i et almindeligt sprog og fylder én side. Den siger, hvad billederne skal bruges til, hvor de kan blive vist, og hvordan personen kan trække sin accept tilbage. Vi gennemgår den højt, side om side, så ingen skal skrive under på noget, de ikke har forstået.

Aftalen er et støttepunkt for samtalen og ikke en erstatning for den. Mange begyndere tror, at en underskrift løser alt. Det gør den ikke. Den viser, at I har talt om det, og at personen har haft tid til at overveje. Du lærer også at skelne mellem samtykke til at fotografere og samtykke til at offentliggøre, fordi de to ting ofte falder forskelligt ud.

• Formålet med billederne i ét par sætninger
• Hvor billederne kan blive vist
• Hvordan personen kan fortryde
• Dine kontaktoplysninger til personen

Samtalen før kameraet kommer frem

Det andet redskab er en samtale, som vi kalder indgangen. Du lægger kameraet fra dig, sætter dig ned og fortæller, hvem du er, og hvad du vil lave. Du spørger, hvad personen er tryg ved, og hvad hun eller han helst vil holde uden for billedet. Det tager ti minutter og ændrer stemningen for hele sessionen.

Jonas Brandt, vores instruktør i lys og studie, har lagt mærke til, at portrætterne bliver mere ægte, når samtalen har fundet sted. Personen ved, hvad der sker, og behøver ikke at spille et billede af sig selv. Du øver samtalen med hinanden på holdet og får feedback på tonen, så du lærer at lytte frem for blot at forklare.

Hvem må du fotografere, og hvornår skal du vente

Nogle situationer kræver ekstra omtanke. Børn, mennesker i sorg og personer i en sårbar periode er eksempler, hvor du bør gå langsommere frem og ofte spørge en pårørende eller en ansvarlig voksen. På kurset taler vi om, hvordan du vurderer, om nogen reelt kan sige nej, og hvordan du lader være med at presse, selv når billedet ville være godt.

Vi arbejder også med det offentlige rum. At noget er synligt på en gade, betyder ikke, at alt må vises i en serie om en persons hverdag. Du lærer at stille dig selv enkle spørgsmål: Ville personen genkende sig selv i billedet? Ville hun kunne stå inde for det over for sine naboer? Spørgsmålene er et værktøj, ikke en facitliste.

• Børn og unge kræver samtykke fra forældre
• Sårbare perioder kalder på tålmodighed
• Offentligt rum er ikke det samme som frit valg

At vise billederne frem undervejs

Det tredje redskab er vanen med at vise personen billederne, før de bliver brugt. Det kan ske på kameraets skærm midt i sessionen eller ved et senere møde med et lille udvalg på papir. Pointen er, at personen får indflydelse på, hvordan hun fremstår, og at du opdager, hvis noget føles forkert.

Det betyder ikke, at personen bestemmer over dit arbejde. Du beholder dit fotografiske blik, men du lytter til indvendinger og forklarer dine valg. I redigeringsforløbet, som Sofie Winther og jeg underviser sammen, øver du at skrive billedtekster, der er ærlige og respektfulde, så teksten ikke fortæller mere om personen, end vedkommende har givet lov til.

Efter serien: opbevaring og tilbagetrækning

Det sidste redskab handler om tiden bagefter. Du lærer at opbevare billeder og aftaler sikkert, at notere, hvem der har sagt ja til hvad, og at have en plan for, hvis nogen senere ombestemmer sig. En tilbagetrækning er ikke et nederlag, men en del af arbejdet, som du kan håndtere roligt, hvis du har forberedt dig.

Du øver det i praksis med en lille serie, som du laver gennem forløbet. Du holder styr på dine aftaler, du taler med dem, du har fotograferet, og du justerer serien efter deres ønsker, hvor det er rimeligt. Det giver dig en vane, du kan bruge i alt, hvad du laver bagefter, også uden for kurset.

• Gem aftaler sammen med billederne
• Skriv ned, hvem der har sagt ja til hvad
• Aftal på forhånd, hvordan en tilbagetrækning foregår