Feltarbejde i lokalsamfundet: sådan forløber de to første dage i byen

Hvorfor feltarbejdet ligger midt i forløbet

Når vi når til feltarbejdet, har du allerede øvet dig i kameraets indstillinger, i at læse lyset og i at lede en portrætsession i studiet. Nu flytter vi det hele ud af de trygge rammer. I år ligger de to første feltdage i de efterårsuger, hvor lyset er lavt og blødt, og hvor byen er kommet tilbage til sin vante rytme efter sommeren.

Jeg underviser normalt i lys og studie, men jeg følger med ud, fordi lyset i en gadeaftale er helt anderledes end i studiet. Det, du har lært med softbox og vindue, skal pludselig fungere i en bagdør, i en cykelkælder eller ved et køkkenbord. Det er her, det bliver tydeligt, hvad du egentlig har lært, og hvad der stadig kræver øvelse.

Feltarbejdet er ikke en afslutningsprøve. Det er et sted, hvor du må fejle, mens nogen står ved siden af dig og hjælper dig med at se, hvad der skete. Mange begynder med at tro, at de skal finde det spektakulære. Det gør vi ikke. Vi leder efter det almindelige, som ingen har set på længe.

Aftalerne laver du selv, og det tager tid

Inden vi går ud, bruger vi en hel formiddag på at skrive til og ringe til mennesker i Roskilde. Du vælger selv, hvem du vil følge: en bager, en vicevært, en der driver en lille forening. Du forklarer, hvem du er, hvad forløbet handler om, og hvad du gerne vil fotografere. Mange siger ja, fordi du spørger ærligt og lader dem sige nej.

Jeg opfordrer til at have to eller tre aftaler i gang, for en falder altid fra. Det er ikke et tegn på, at du har gjort noget forkert. Folk har travlt, bliver syge eller skifter mening. Den, der har en reserve, mister ikke en hel feltdag.

Aftalen skal være konkret. Hvornår møder du op, hvor længe bliver du, og må du følge med ind i rum, hvor der er andre mennesker? Skriv det ned, også selv om det føles formelt. Den lille besked giver tryghed på begge sider og gør det langt lettere at få lov til at komme igen næste dag.

• Præsenter dig selv og formålet i to eller tre sætninger
• Aftal tidspunkt, varighed og hvilke rum du må komme i
• Hav en reserveaftale, hvis en person må melde afbud

Dag ét: at ankomme uden at tage billeder

Den første dag hos en person bruger du mest på at være der. Det lyder som spild af tid, men det er det ikke. Mennesker slapper af, når de har vænnet sig til, at du står i hjørnet, og kameraet hænger roligt ved din side. Jeg anbefaler, at du i de første tyve minutter lader være med at løfte det.

Spørg til det praktiske: hvad plejer der at ske nu, hvem kommer forbi, hvad skal du helst ikke gå i vejen for. Det er også en god måde at få øje på de steder, hvor lyset falder pænt, og hvor personen faktisk opholder sig mest. Det er ofte et andet sted end det, man selv havde forestillet sig.

Når du begynder at fotografere, så start med de ting, der ikke kræver, at nogen poserer: hænder, værktøj, en kop på en vindueskarm. Det giver både dig og din person en blød start. Portrættet kommer senere, når I kender hinanden en smule bedre, og når personen selv spørger, om du ikke skal tage et.

Lyset ude i byen kræver andre vaner end i studiet

I studiet bestemmer du lyset. Ude i byen får du det, der er, og din opgave er at se det hurtigt. Jeg lærer dig at stille dig i døren og kigge, før du tænder for noget som helst: Hvor kommer lyset fra, hvor hårdt er det, og hvad sker der med personens ansigt, hvis de vender sig ti grader?

Mange nybegyndere vil have mere lys og skruer op for følsomheden, så alt bliver tydeligt. Men et dunkelt rum fortæller også noget. Et ansigt, der er halvt i skygge ved et køkkenvindue, kan sige mere end et jævnt oplyst billede. Vi øver at acceptere skyggen og vælge den bevidst.

Du har altid en lille reflektor med, og den bruger du sjældnere, end du tror. Oftest er en hvid væg, et ark papir eller et vindue nok. Det er netop pointen med feltarbejdet: at du lærer at bruge det, du finder, i stedet for at slæbe dit studie med dig rundt.

• Se først, tag så billedet
• Accepter skygge, når den fortæller noget
• Brug vægge og vinduer før udstyr

Notater og billedtekster mens du går

Sofie, der underviser i interview og tekst, beder dig føre en lille notesbog gennem alle feltdage. Ikke fordi du skal skrive en roman, men fordi du glemmer detaljerne hurtigere, end du tror. Navne, stavemåder, hvad personen sagde lige før et billede, og hvorfor du valgte netop det øjeblik.

Om aftenen går du dine billeder og notater igennem sammen. Det er her, den korte billedtekst begynder at tage form. Når du ved, hvad personen sagde, bliver det lettere at skrive en tekst, der ikke gætter, men gengiver. Billedet viser, og teksten fortæller, hvad billedet ikke selv kan sige.

Jeg har selv oplevet at stå med en serie smukke billeder uden at kunne huske, hvem der var på dem. Det er en kedelig fejl, og den er helt undgåelig. Skriv det ned, mens du står der. Det tager ti sekunder og sparer dig for timer med at lede efter svar bagefter.

Efter de første dage: hvad du tager med hjem

Efter to dage i byen har de fleste omkring to hundrede billeder, nogle sider noter og en klarere fornemmelse af, hvad de gerne vil fortælle. Nogle opdager, at deres historie ikke er den, de gik ud for at finde. Det er helt i orden og ofte det bedste, der kan ske.

Vi bruger den følgende undervisningsgang på at sortere og tale om, hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde. Du viser dine billeder til de andre, og vi kigger på dem i fællesskab. Det kan være ubehageligt første gang, men det er den hurtigste vej til at se dine egne billeder med nye øjne.

Husk også at give noget tilbage. Mange af dem, du har fulgt, vil gerne se resultatet. Vi taler om, hvordan du viser dem billederne, og hvad du gør, hvis de ikke kan lide et af dem. Det hører med til at fortælle om mennesker: at du bliver ved med at være et ordentligt menneske overfor dem bagefter.

• Sorter billeder og noter inden næste undervisningsgang
• Vis dem, du har fulgt, hvad du har lavet
• Spørg dig selv, hvilken historie der faktisk dukkede op